DU ER HER: 2008 » Frederik Stjernfelt ny professor på Aarhus Universitet

Frederik Stjernfelt ny professor på Aarhus Universitet

 

Han er blevet kaldt ”den komplette spiller” og en mand med ”dyb viden og skarpe tacklinger”. Ordene er blevet møntet på Frederik Stjernfelt, der 1. januar er blevet ansat som professor i kognitiv semiotik og tværfaglige humanistiske studier på Aarhus Universitet.

Frederik Stjernfelt hører til blandt den elite af humanistiske forskere som formår at bevæge sig over et bredt felt, og det afspejler sig både i Stjernfelts mange videnskabelige værker og hans engagement i formidling og samfundsdebat, der ofte bliver anrettet med knastør humor og knivskarpe argumenter.

Han har de seneste år udgivet en bog om året, spændende over ”Hadets anatomi. Rejser i Serbien og Bosnien efter krigen” (2003) og ”Krigens scenografi. Nye rejser i Serbien og Bosnien” (2004, begge bøger sammen med Jens-Martin Eriksen) til ”Kritik af den negative opbyggelighed” (2005, sammen med digteren Søren Ulrik Thomsen) og ”Tankens magt. Vestens idehistorie I-III” (2006, red. sm.m. Hans Siggaard Jensen og Ole Knudsen), ”Tal en tanke” (sm.m. Vincent Hendricks), og senest har Springer Verlag udgivet hans doktorafhandling ”Diagrammatology”, der handler om diagrammer, og typisk for Frederik Stjernfelt udforsker grænselandet mellem fænomenologi, ontologi og semiotik.

Stjernfelt har i de seneste 14 år været både fast anmelder og skribent i Weekendavisen og redaktør af Gyldendals kulturskrift ”Kritik”, og han sender jævnligt indlæg ud på sin egen blog, kritiskfornuft.blogspot.com.

Frederik Stjernfelt var i 1991 ansat ved Aarhus Universitets Center for Kulturforskning og siden 1994 som adjunkt og lektor ved Københavns Universitet. I 2006 fik han et tidsbegrænset professorat på det daværende Danmarks Pædagogiske Universitet.

Ansættelsen af Frederik Stjernfelt er en del af ”Humaniora-Planen” – Aarhus Universitets ambition om at gøre universitetets humanistiske fakultet til et stærkt, internationalt profileret fakultet. Frederik Stjernfelt er den første professor som bliver rekrutteret til fakultetet som en del af Humaniora-Planen.

–Vi er meget glade for at Frederik Stjernfelt vil være med til at realisere vores vision. Han er både en af de store internationale profiler i forskerverdenen og har samtidig den tværfaglige bredde, som er vigtige tandhjul i humanioras udvikling, siger prodekan Johnny Laursen.

Frederik Stjernfelt holder tiltrædelsesforelæsning fredag 8. februar 2008 som samtidig indgår i et internationalt seminar ”Devices for Meaning Construction”.

Yderligere oplysninger

Fakta om Frederik Stjernfelt

Frederik Stjernfelt er født 6. juli 1957

Professor ved Nordisk Institut, Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Medlem af Det Danske Akademi fra 2001.

Tiltrædelsesforelæsning og seminar

Seminaret finder sted i Nobelsalen, bygning 1451, stuen, Jens Chr. Skous Vej 3, 8000 Århus C.

Se program

Links til nyere publikationer m.v.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2010